Reunion for den første børneby
Tags
Af Gustav Elmo Stuhr, National Junior Repræsentant junior
Lørdag d. 27. august tog Lea Ellul-Terranella (National Junior Repræsentant, senior) og jeg selv til Kulturværftet i Helsingør for at mødes med både de danske og internationale deltagere på den første børneby nogensinde afholdt i CISV. De var afsted i 1951, og børnebyen fandt sted i Cincinnati, USA. Deltagerne holdt 71-års jubilæum i Danmark, og vi fik derfor muligheden for at møde dem ansigt til ansigt og spørge ind til deres oplevelse. Det var en øjenåbnende oplevelse for os begge to, og de fortalte om stort og småt lige fra udvælgelsesprocessen til dagligdagen på campen.
Vores kontaktperson i deltager gruppen var Pernille Münster Svendsen, nu 81 år gammel, som var afsted med 5 andre danskere som udgjorde den danske delegation til campen. Pernille fortalte, at delegationerne dengang bestod af 6 børn og 2 ledere, som typisk var en overlærer og så en læge for at sikre børnenes helbred på turen. Under campen var der ikke meget kontakt mellem børn og ledere.
Lederne havde egen bolig og stod derfor lidt uden for campen. Der kunne snildt være dage, hvor børnene ikke så deres ledere overhovedet. Derimod bestod campen meget af besøg udefra og ekskursioner - Pernille fortalte bl.a. om en baseballkamp, alle deltagerne var taget til for at få et indblik i amerikansk kultur.
CISV's grundlægger, Doris Allen, var, som du måske ved, med på den første børneby og har også deltaget i jubilæer med deltagerne efterfølgende, hvor hun bl.a. har været med til at plante et træ i Pernille’s have. Den første børneby var meget et eksperiment fra Doris Allen’s side født i tanken om, at hvis børnene var verdens fremtid, så måtte de samles på ét sted for at møde hinanden, og sammen finde en mere holdbar retning fremad i efterkrigstiden. Deltagerne havde dengang næsten daglige samtaler med psykologer for at evaluere deres forløb på campen, og for at Doris Allen kunne observere den effekt, som campen havde på de børn hun havde samlet i Cincinnati.
Undervejs i vores besøg fortalte en af de britiske deltagere, Maggie, om, hvordan børnene havde interageret med hinanden på campen. Der var både amerikanske, britiske, østrigske og tyske deltagere, og kun 6 år efter krigen skulle man næsten tro, at forholdet mellem børn fra lande, der for ganske nyligt havde været i åben krig, kunne blive en smule anspændt. Men Maggie fortalte, at de meget hurtigt havde lært, at ens land ikke definerer ens værdier eller personer, og at det faktisk var lederne fra bl.a. Tyskland og USA, der havde svært ved at bygge en fungerende relation op – ikke børnene. Således, fortalte Maggie, var det blevet klart for hende efterfølgende, at børn modtager hinanden med åbne arme og ser hinanden for de ting, der faktisk betyder noget. De ser ikke de mærkater, som andre har påduttet dem, og som ikke definerer dem overhovedet.
Lea og jeg havde en fantastisk, lærerig dag sammen med deltagerne, og vores besøg og dialog med dem understregede for os begge to, at CISV mærker en for livet, og er noget man bærer med sig helt op i alderdommen.
Også selvom man måske ikke er lige så god til at holde jubilæer som deltagerne på den første børneby ...
