Rejseberetninger

Rejseberetninger

Det sker, at vores deltagere eller ledere efter de har været afsted, sender os en beretning om deres oplevelser.

Turen går til Mexico

Det var et godt stykke op ad formiddagen da vi, Jonas, Mathias, Jeanette, Astrid og leder Christina lettede fra Billund lufthavnen, med kurs mod Mexico City. Intet kunne stoppe os. Selv ikke en pandemi.

Stemningen var afslappet, men alligevel spændt – spændt på de 4 uger + et par dage, der lå foran os.

Weekenden, der lå lige for fødderne af os, skulle vi bo på homestay med en Mexicansk familie, hvor vi skulle lære om den Mexicanske kultur, og vores dejlige leder Christina skulle op til vores campsite, (Det kaldes den location, hvor campen bliver afholdt på) og lære de andre ledere at kende og forberede alle de praktiske ting omkring campen, inden os unge mennesker ville sætte os på bussen for at køre dertil.

De efterfølgende 3 uger skulle vi bruge på et gigantisk sommerhus oppe i Mexico’s bjerge sammen med 40 andre mennesker fra Italien, Sverige, USA, Tyskland, Mexico, Canada og Spanien.

Den sidste uge skulle bruges, sammen med en gammel CISV ven, Julio, i hans lejlighed i Cancún.

Efter en virkelig sjov og uforglemmelig weekend hos den mexicanske familie, tog os danskere hen til bussen hvor der sad 28 andre 14-årige og skævede nervøst til hinanden mens vi talte hver vores sprog.

Til at starte med sagde vi høfligt hej til hinanden og spurgte hvor vi var fra imens vi snakkede om vores eventuelle CISV erfaring og hvordan vores flyvetur herover havde været osv.

Men der gik ikke lang tid før vi løb rundt i vores lejede bus og snakkede til hinanden som om vi alle havde gået i folkeskole sammen. Den følelse glemmer jeg aldrig. Det var helt vildt underligt, men stadigvæk en utrolig naturlig og nærmest instinktiv følelse, at stole på de her mennesker, jeg knap nok kunne udtale navnet på.

Dagene gik, (desværre) og vi planlagde vores aktiviteter dag for dag i vores planning groups, vi morede os gevaldigt, vi lærte hvordan det var at miste sin familie, vi delte en halvkilos Nutella imellem 5 mennesker og spiste den i hjørnet af campsiten langt henne på aftenen, vi lærte om hinandens kulturer, vi indså vigtige ting i livet, vi grinede så vi rullede nede på gulvet, vi sang fødselsdagssange på Svensk, Spansk, Engelsk, Tysk, Italiensk og Dansk, vi holdte pool partys, og alt dette gjorde, at vi fik et helt andet syn på den verden vi lever i, nu hvor man virkelig ved at alle amerikanere ikke er som taget ud fra High School Musical og at alle italienere ikke er mafiaere.

Da vi skulle sige farvel, og de andre satte kursen mod hjem, og os danskere skulle mod Cancun, var vi ikke noget kønt syn.

Langt de fleste af os havde grædt hele natten igennem, imens vi havde omklamret vores bedste ven/veninde eller vores kæreste, som om det gjorde den forskel, at man ikke skulle af sted alligevel. Da vi ankom til lufthavnen var alle helt udmattede af tabet af de nærmest liter vand man havde mistet på de sidste 24 timer. Ingen kunne rigtig overskue at rejse og, at alting ville blive tvunget til at være normalt igen. Den samme kedelige dagsrytme ventede derhjemme, imens man kunne se tilbage på en fantastisk spontan sommerferie. Men tiden gjorde at vi skulle af sted – lige meget hvor meget man græd og ønskede at det skulle være anderledes. Billetterne var bestilt, og det var et faktum, der ikke kunne ændres.

Selvom man havde ønsket, at tiden ville stå stille, så gik den sgu alligevel. Og nu er vi spredt som mælkebøttefrø over hele denne verden og forsøger ihærdigt at holde kontakten trods store afstande og tidsforskelle.

Når jeg tænker tilbage på min Step Up kan jeg ikke lade være med at smile ved tanken om den fantastiske oplevelse det var.

Det var virkelig unikt, og jeg kunne ikke fra nogen anden organisation jeg har stiftet kendskab med, fået en oplevelse, der kunne nå Mexico 2009 til sokkeholderne.

Jeg har lidt svært ved at forklare, og opklare hvorfor det er så fantastisk at være på Step Up, og være en del af CISV. Jeg tror det er fordi, at man altid har hørt om at vi skal ’make the world a better place’ og ’make love not war’ og alt det der, men når det kommer til sagen, er det utrolig svært at gøre verden til et bedre sted.

Det er ikke noget, der sker på en dag og selvom man måske har ændret sin egen attitude, så er der jo stadige milliarder at tage fat i. Men jeg føler, med CISV at jeg gør en forskel, måske ikke som individ en enorm forskel, men en forskel så stor, at jeg stolt kan sige, at jeg arbejder for verdensfreden.

En tur til Madrid

I sommeren 2009 var jeg på en Summer camp i Madrid, Spanien. Denne sommer var for mig noget af det vildeste jeg nogensinde har oplevet. 

Alting går super hurtigt fordi der sker så meget, og du har det så sjovt. 

For mig og af hvad jeg ved af, alle andre på campen var det en oplevelse for livet, som aldrig vil blive glemt.

På en Step Up skaber man venskaber i minimum 8 andre forskellige lande, og man møder nogle helt fantastiske personligheder, som minimum har CISV tilfælles med dig selv.

Jeg har fået en hel masse ud af turen, og har lært virkelig mange ting – ikke bare om CISV generelt, men også om de andre lande, forskellige sprog, forskellige kulturer og forskelle i det hele taget.

Celina, deltager i 2009.