Vil du på en CISV aktivitet i 2012?
Kære medlem af CISV Århus
Årets delegationer er i fuld gang med forberedelserne til sommerens aktiviteter og i år sender vi i Århus to summercampdelegationer og en børnebysdelegation afsted.
Det er rigtig dejligt, at der er godt gang i lokalforeningen og nu er det tid til vi skal søge om, hvor mange delegationer vi gerne vil sende afsted i 2012. Derfor vil vi i bestyrelsen meget gerne høre alle jer om, hvad I kunne tænke jer, at vi søger om. Altså spørger vi om der er noget I kunne være interesserede i, i 2012?
Vi skal tage stilling til følgende programmer:
Børneby, som er for 11 årige og af fire ugers varighed
Summercamp, som er for 14 årige eller 15 årige og af 3 ugers varighed
Interchange, som har tre mulige aldersgrupper: 12-13 år, 13-14 år og 14-15 år. I modsætning til børneby og summercamp er en interchange ikke en camp, hvor man mødes med mange delegationer fra forskellige lande, men et udvekslingsprogram med ét andet land. Man er stadig en del af en dansk delegation, men hhv. bor hos og har besøg af en af deltagerne fra det andet land. Udvekslingsperioden er på enten 2 eller 4 uger – én periode i hvert land. En kort interchange med 2 x 2 uger forløber over en sommer og en lang Interchange med 2 x 3-4 uger forløber over 1½ - 2 år
For at få en fornemmelse af, hvad der vil være interesse for i 2012 håber jeg, at I vil skrive tilbage og fortælle om I eller nogen i jeres familie - eller i jeres omgangskreds, som endnu ikke er medlem - er interesserede i nogle af disse programmer.
Det er ikke en bindende tilmelding, men et forsøg på at få en fornemmelse af, hvad der er interesse for i lokalforeningen så vi kan imødekomme det.
Meld gerne tilbage så hurtigt som muligt!
Der kan læses mere om de forskellige programmer på cisv.dk
Til sidst vil jeg lige minde om, at vi i Århus skal afholde summercamp til sommer fra 8-30 juli og her har vi selvfølgelig brug for hjælp til fx køkkenstab, værtsfamilier, oprigning og rengøring. Hvis I har lyst til at give en hånd med til noget af dette hører vi også meget gerne fra jer. Hjælpen fra vores medlemmer er nemlig en forudsætning for at kunne give alle deltagerne en god oplevelse.
Venlig hilsen
Mette Godsk, Formand CISV Århus